Lejebetingelser

1.

Lejekontrakten omfatter nævnte feriebolig beskrevet på hjemmesiden www.vesterhavsweb.dk. Ferieboligen må ikke uden speciel tilladelse bebos af flere personer end det i beskrivelsen nævnte antal.

2.
Efter indbetaling af 1. rate (der udgør ¼ af den samlede leje + depositum og skal være betalt senest 8 dage efter bestillingen) er lejekontakten bindende.

(Hvis det drejer sig om en gruppe yngre lejere under 25 år skal det oplyses).

– Lejer har ret til afbestilling af lejeobjektet indtil 90 dage før lejeperiodens start. Ved en sådan afbestilling tilbagebetales det indbetalte beløb fratrukket et gebyr på 15 % af det samlede lejebeløb.

– Ændring af lejeobjektet og/eller lejeperiode, som i givet fald kun kan ske inden 90 dage før lejeperiodens start, kan foretages mod et gebyr på DKK 400,-.

– Ved afbestilling senere end 90 dage før lejeperiodens start er det samlede lejebeløb tabt, dvs. 2. rate skal under alle omstændigheder indbetales, så det er os i hænde senest 6 uger før lejeperiodens start. En afbestilling betragtes som foretaget på det tidspunkt, hvor skriftlig meddelelse herom er kommet os i hænde.

3.
Vi påtager os ikke noget ansvar for lejeren, så længe denne bebor ferieboligen, da der ikke er tegnet nogen form for forsikring for lejer eller de medrejsende som er angivet i lejekontrakten.

4.
Vesterhavsweb.dk kan med omgående virkning opsige lejekontrakten i tilfælde af force majeure (krig, strejke, naturkatastrofer o.l.) såvel som ved evt. tvangsauktion eller salg af ferieboligen.

5.
Der er mulighed for at tilkøbe et afbestillingsgebyr på 4 % af lejebeløbet (dog minimum DKK 100,-) som i tilfælde af akut, alvorlig sygdom eller død hos en af de ved bookingen angivne deltagerne giver mulighed for afbestilling af ferieboligen.

6.
Lejeren er forpligtet til at behandle lejeobjektet med alt hvad dertil hører, omhyggeligt og på behørig måde, idet han hæfter for alle skader, som han eller de ham ledsagende personer har forårsaget. Lejeren skal før afrejse erstatte alle forvoldte skader på ferieboligen og inventaret. Skulle der under lejemålet opstå skader på boligen eller inventaret, skal vi omgående underrettes herom af lejeren. Lejeren er forpligtet til renholdelse af det lejede og skal ved lejemålets afslutning efterlade dette i ryddelig og rengjort stand. Er dette ikke tilfældet, vil eventuel nødvendig rengøring blive foretaget for lejers regning.

7.
Vesterhavsweb.dk påtager sig intet ansvar for ændringer af forhold, der ikke vedrører selve lejeobjektet (f.eks. ændring af bademuligheder, fiskerettigheder, nedlæggelse af trafikruter, butikker mv., vej- og byggearbejde), ligesom vi ikke påtager sig ansvaret for en forringelse af lejerens ferieophold, når dette skyldes klimatiske forhold samt lokale bestemmelser og forordninger (f.eks. badeforbud, lukning af swimmingpool etc.).

8.
Vesterhavsweb.dk er berettiget til i tilfælde af prisstigninger, forøgede skatter, afgifter og kursændringer at forhøje lejen forholdsmæssigt mod tydelig dokumentation. Dette giver dog ikke lejeren ret til at træde ud af lejeforholdet.

9.
Eventuelle reklamationer over lejeobjektet skal straks ved overtagelsen og senest 48 timer fra lejeperiodens start eller skadens konstatering rettes til vesterhavsweb.dk, for herigennem at søge evt. fejl rettet. Utilfredsstillende rengøring af et lejeobjekt (f.eks. efter den tidligere lejer) skal altid meddeles omgående på indflytningsdagen. Lejeren skal indrømme os en rimelig tidsfrist til at rette eller udbedre fejlen. Rejser lejeren fra lejeobjektet uden forinden at have underrettet bureauet og uden herigennem at have givet sidstnævnte en rimelig frist til at rette en evt. fejl eller skade, kan vesterhavsweb.dk ikke pålægges nogen tilbagebetalingspligt, idet lejeren selv har umuliggjort en rettelse af den eventuelle skade eller en overflytning til en anden feriebolig.

Vesterhavsweb.dk`s erstatningspligt omfatter kun direkte økonomisk skade, og kan aldrig overstige værdien af den samlede lejeindbetaling. For indirekte skade, følgeskade eller skade af ikke økonomisk art (idealskade) kan bureauet ikke drages til ansvar.

10.
Der vil i særlige tilfælde (f.eks. ved medbragte husdyr eller grupper af yngre lejere) blive opkrævet ekstraordinært depositum efter aftale. Det indbetalte depositum vil blive tilbagebetalt indenfor 2 uger efter feriens afslutning, såfremt huset afleveres i overensstemmelse med lejebetingelserne.

11.
Alle eventuelle retsstridigheder, som angår lejeforholdet, skal behandles ved Retten i Aalborg efter dansk rets almindelige forskrifter.